På denne sidste novemberdag kan vi nu komme med de nye klimatal for både november og hele efteråret.
November og efteråret er blevet varmere
For efteråret og november gælder, at det er blevet varmere end tidligere set i dansk vejrhistorie.
Klimanormal for november i perioden 1991-2020
Klimanormal for efteråret i perioden 1991-2020
’De nye klimatal for november og hele efteråret viser, at både måneden og hele efterårssæsonen er blevet i henholdsvis 0,8 og 0,7 grader varmere sammenlignet med klimatallene fra 1961-90,’ fortæller Mikael Scharling, der er klimatolog på DMI og fortsætter:
’Som med de fleste foregående måneder og sæsoner i den nye klimanormalperiode er det tydeligt, at klimaet har flyttet sig mod et varmere niveau – især når vi kigger på udviklingen siden de landsdækkende målinger startede. Nedbørtallene har ikke ændret sig nok til, at vi med sikkerhed kan konkludere, at det er blevet hverken mere vådt eller tørt siden klimanormalen 1961-90.’
Bliv klogere på, hvordan klimaforskerne arbejder med vejrstatistik her.
Fremtidens efterår tegner til at blive varmere og lidt vådere
Klimanormaler er vigtige værktøjer til at følge klimaforandringer, da de kigger på et gennemsnit over, hvordan vejret har svinget gennem 30 år.
DMI’s observationer viser, at det danske klima har ændret sig siden de landsdækkende målinger startede i 1873. De nyeste klimaopgørelser i årets første elleve måneder er nu alle, på nær to, signifikant varmere end den seneste klimanormal for 1961-90.
Hvordan flugter de nye klimatal med fremtidens efterår, som er beskrevet i DMI’s Klimaatlas?
’Klimaatlas viser, at fremtidens klima mod slutningen af århundredet vil byde på gennemsnitligt varmere og lidt vådere efterår. Hvor store ændringerne bliver, afhænger af den globale udledning af CO2.Tendensen med et varmere efterår ser altså ud til at fortsætte fremover,’ forklarer klimaforsker Rasmus Anker Pedersen fra DMI og uddyber:
’Hvis den globale udledning af drivhusgasser fortsætter som hidtil, forventer vi cirka 10 % mere efterårsnedbør i slutningen af århundredet. Variationerne i vores vejr er dog store fra år til år, og derfor kan vejrets naturlige udsving ’sløre’ billedet af de gradvise klimaforandringer en smule. Det ses især, når vi kigger på nedbørtallene, som er meget svingende fra år til år. Begrænses de globale udledninger, vil vi formentlig ikke opleve store ændringer i efterårsnedbøren. ’
Se hvordan fremtidens klima ændrer sig helt ned på kommuneniveau her.
Følg den nye klimanormal måned for måned
I 2021 kommer DMI med en ny klimanormal for Danmark. I øjeblikket er den mest benyttede klimanormal for perioden 1961-1990, men når dette år er omme, kan DMI præsentere en ny klimanormal for perioden 1991-2020.
DMI vil året igennem orientere om, hvordan den nye klimanormal kommer til at adskille sig fra den gamle klimanormal på månedsbasis. Ved udgangen af hver måned i 2020 er der nemlig data for en 30 år lang periode for den pågældende måned, som der netop skal til, når klimanormaler beregnes.
Vær opmærksom på, at DMI først i løbet af næste år vil have genberegnet alle observationer for perioden 1991 til og med 2020 med de nyeste beregningsmetoder, og det kan i nogle tilfælde ændre de foreløbige tal.
Af Mikael Scharling, Rasmus Anker Pedersen og Anja Fonseca
30. november 2020